Om forfatteren
Mit navn er Mogens Olofsen og har i hele mit voksenliv arbejdet i byggebranchen. Efter i 16 år at have været chef for en større erhvervsregion i Jylland bød livet på nye udfordringer.
Derfor valgte jeg tilbage i 2007 at blive aktionær i et byggefirma, ACCEPT byg A/S, hvor vi udførte totalentrepriser, partnering og projektudvikling/finansiering for erhvervslivet.
ACCEPT byg A/S er nu forlængst afviklet og et aktivt otium er trådt i stedet. Jeg har dog ikke sluppet erhvervstilknytningen, da jeg sidder i flere ulønnede bestyrelser og kontakterne gennem de mange år i byggebranchen holdes vedlige.
Livet igennem har jeg haft mange forskellige fritidsinteresser, men kameraet har altid været en tro følgesvend og med det følger en naturlig interesse for udviklingen i den digitale verden.
Foruden de mange ture i folkevognen og de venskaber, der følger med dér, så har arbejdet, de oplevelser og venskaber jeg har fået som frimurer også min store interesse. Læs mere om frimureri på DDFO.
Hilsen
Mogens Olofsen
Historien om min "Bobbel"
Ved et kaffemøde med en bankmand i Århus for ca. 10 år siden blev jeg spurgt, om jeg ville købe hans gamle VW 1302 LS Cabriolet fra 1971. På det tidspunkt havde jeg ingen interesse i gamle biler, dengang var det motorcykler, der fyldte garagen. Men pyt jeg sagde ja og hentede den i Risskov på en trailer.
Efter at have set lidt på bilen, stod det klart, at der var en omfattende renovering i vente, så turen gik videre til et værksted i Brabrand, der brændte for VW bobler. Da min interesse var minimal for at komme ud at køre, blev aftalen, at de skulle reparere lidt på den, når der var tid i kalenderen. Vi aftalte heller ikke en pris, men som de fleste med en passion for veteranbiler ved, så snakker vi heller ikke højt om prisen på vores hobby. Efter to år ringede værkstedet og syntes, at jeg skulle komme forbi og se hvad det var blevet til. Hold nu op, hvor var den blevet flot. Masser af nye dele, nyt bremsesystem, nye dæk og fælge, nye skærme og et utal af nye dele, som man stadig kan skaffe den dag i dag.
Derfra ændrede min interesse sig en hel del. VW´en kom hjem i garagen og en Harley måtte vige pladsen. Så tog det hele fart og pludselig blev jeg inviteret med til at køre ture sammen med andre, der brænder for de gamle klassiske skønheder. Nu har jeg kørt sammen med folk i Ebeltoft Køreselskab, kørt ture til Kalø samt dejlige ture til Elvis Museet i Randers. VW´en har også været to gange i Nordtyskland og adskillige ture rundt i det meste af Jylland og på Fyn.
Den mest unikke bil nogensinde
Herover ses den første VW Bobbel fra 1935, en V1 sedan. Indtil nu er ingen bil blevet produceret uafbrudt så længe som den. Læs hele historien her
Endnu en veteran - en Harley Davidson fra 1928